<<- Tilbage
->> Udskriv
Lisa Ekdahl (S)
Mennesker mødes og sød musik opstår. Sådan formulerede den store danske digter Jens August Schade engang kærlighedens mysterium – og nu kan ordene så passende bruges som indgangsvinkel til den svenske troubadur-inde Lisa Ekdahl. På en rejse i Indien tilbage i 1998, mødte hun nemlig amerikaneren Salvador Poe – de to forelskede sig og han fulgte efterfølgende sin nye muse til Sverige. Sidste år bar kærligheden frugt i form af det smukke latin-inspirerede album ”Lisa Ekdahl Sings Salvadore Poe”, hvor sangerinden sang kærestens sange. Ekdahl er født i 1971 – og albumdebuterede i 1994 med ”Lisa Ekdahl”. Det musikalske univers var fra starten sprødt, inciterende og fyldt med en varm ro - lige inspireret af latinamerikanske rytmer som svensk visetradition – og Ekdahl sang om kærlighed, afsked og savn, med et tilbageholdt åndedræt, der nærmest var som lyden af blåtonede regnvejrsdage. Det blev til et umiddelbart gennembrud og omkring 500.000 solgte albums i Skandinavien. I ´96 udkom ”Med Kroppen Mot Jorden” og året efter ”Bortom Det Blå”. To albums der yderligere lagde alen til Lisa Ekdahls store popularitet i Danmark – præcis som vi holdt af hende, da hun i ´96 sang skjøn duet med Lars H.U.G. på sangen ”Backwards”.
