<<- Tilbage
->> Udskriv
Nina Hagen (D)
Tyske Nina Hagen blev hele verdens punk-dronning, da hun i 1978-79 udgav sine første plader ”Nina Hagen Band" og ”Unbehagen”. Forud var gået et par omtumlede år, hvor Nina Hagen først forlod Østtyskland og dernæst Vesttyskland til fordel for det gryende punk-miljø i London. Her fik hun Johnny Rotten som supervisor og The Slits som sparrringspartnere. Med de nævnte udgivelser var Hagen tilbage i Tyskland og med tyske musikere i bandet.
Allerede efter de to første plader opløstes bandet, hvorefter hun stod mere frit. En frihed hun har brugt til at bo og arbejde så forskellige steder som Los Angeles, New York, Ibiza og selvfølgelig Berlin.
For Hagen er berliner. Hun har endda kaldt sin første bog ”Ich bin ein Berliner”. Musikalsk set er der ingen, der har bestridt, at Nina Hagen har en stor stemme med en voldsom spændvidde, og stilmæssigt er det endnu bredere, og man kan altid være sikker på, at varen bliver leveret med Hagens adelsmærke: En fanden-i-voldsk entusiasme ofte balancerende på randen af det groteske. Politik og holdninger har også en stor plads i Hagens tekster, ligesom ironi og satire har fast plads i Hagens univers.